Idag modtog jeg min pakke fra Lystfisk.dk og indholdet skuffede bestemt ikke. Det mest interessante var selvfølgelig mit nye Okuma Trio High Speed S30 spinnehjul. Umiddelbart, så virker det som et rigtig lækkert hjul og man kan allerede nu sagtens fornemme den noget højere gearing når man drejer på håndtaget. Apropos håndtag, så er det en stor knop på håndtaget hvilket egentlig er ganske behageligt. Jeg kunne måske godt forsvare, at have bestilt hjulet et nummer større uden at det gjorde noget men det ser umiddelbart ikke ud som om, at Lystfisker.dk har andre størrelser end S30 og S65(som jo nok er et hjul tiltænkt havkastefiskeriet) i deres sortiment. Men S30 kommer nu også til at fungere fint er jeg sikker på.
Der var også en masse endegrej som beskrevet i det forrige indlæg men desværre havde forhandleren glemt at pakke min ABU grejæske med så den måtte jeg ringe og rykke for... og så kunne jeg jo ligeså godt bestille lidt mere lækkert endegrej. Jeg bestilte:
1 stk ABU Hvid Reflex med kobberblad 18 gram.
1stk ABU Hvid Reflex med sølvblad 18 gram.
1stk D.A.M. Effzett i kobber 12 gram.
1stk D.A.M. Effzett FZ Predator med sølvglitter 12 gram.
1stk Myran Toni-Z i sølv 18 gram.
Derudover bestilte jeg også en Rapala lineklipper samt en Balzer Pin-On-Reel. Det blev også til et par pakker enkeltkroge. Jeg har i et stykke tid været ret glad for at bruge enkeltkroge til blink men faktisk også til spinner. Jeg føler, at fiskene bliver kroget bedre jeg minimerer mængden af grøde. Det har typisk været Owner's S-61 kroge jeg har brugt men de er så voldsom dyre. Derfor købte jeg, udover Owner S-61 str. 2, også nogle Gamakatsu enkeltkrog model LS-3423F i str. 4. Jeg kender ikke noget til Gamakatsu's krogstørrelser så jeg ved reelt ikke om det er en passende størrelse til mit behov. Godt nok er der 2 kroge mindre i pakken fra Gamakatsu men den koster så tilgengæld også kun det halve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar