Ormefiskeri og spinflue

Egentlig burde man synes at fiskeri med orm skulle være lige til at gå til. Det er det skam også og jeg tror at alle ville kunne opnå fine resultater med denne fiskeform men jeg har det nu bedst med at prøve at finde den mest optimale fremgangsmåde som passer lige netop til mig og mit fiskeri.

Det er vigtigt for mig at pointere at alt som er beskrevet under dette emne, ligesom resten af bloggen, udelukkende er beskrivelser af hvordan mit fiskeri forløber. Dermed forstået, at det på ingen måde skal betragtes som værende facit men derimod bare opfattes som inspiration eller oplysning. I bund og grund har jeg bare nedfældet detaljerne i mit ormefiskeri for selv at kunne danne mig et overblik over hvor jeg eventuelt kan finpudse min teknik - og kan jeg i den forbindelse inspirere andre så er det bare et ekstra plus.

Jeg har ligesom de fleste andre informationshungrende lystfiskere surfet Internettet tyndt i søgen efter information og inspiration der har kunnet hjælpe mig til at finpudse og inspirere mit fiskeri. Jeg har samlet nogle af de kilder her nedenunder som jeg har fundet behjælpelige og vil da klart opfordre alle som læser dette til at kikke de forskellige sider igennem.

Kilder:

Artikel fra Fisk og Fri - "Med prop og orm i åen"
Folder fra www.sydvestjylland.com - "Sportsfiskeri i Sydjylland"

Men lad os kikke lidt på hvilket setup jeg bruger når jeg fisker med spinflue eller orm efter laks og havørred.

På nuværende tidspunkt, bruger jeg samme stang som jeg bruger til mit spinnefiskeri. Årsagen er at jeg føler mig virkelig tilpas med denne stang da den er som skræddersyet til Varde Å. Stangen - en Shimano Super X i 9 fod, danner makkerpar med et Okuma Trio High Speed i str. 40. Jeg har også, ligesom de fleste andre, et bestemt linemærke som jeg primært holder mig til og det er Stren Microfuse. Årsagen til dette er, at jeg synes den er utrolig svær at slide i forhold til f.eks. Fireline. Derudover har linen også den egenskab, at den er rigtig nem at se over vandet og praktisk talt usynlig under vandet.

Men nok om det. Umiddelbart tror jeg ikke det betyder det store hvilken stang , hjul og line man benytter sig af  under ormefiskeri efter laks og havørred - sålænge grejet er afstemt efter fisken så skal det nok gå.

Både rigget og fiskestrategien der bruges til spinflue og ormefiskeri uden prop er det samme så det giver god mening at slå disse 2 metoder sammen.

[Rig til fiskeri uden prop]

Lad os starte med at se på hvordan rigget skal se ud når du skal fiske spinflue eller fiske med orm efter laks og havørred i åen. Der findes som udgangspunkt 2 forskellige måder som man kan lave sit rig på - fastmonteret eller gliderig. Om man er til det ene eller andet er en smagssag og det er derfor et spørgsmål om hvad man selv finder sig mest tilpas med.

Ting du skal bruge til det fastmonterede rig:

  • Trevejssvirvel
  • Slaskelod eller anden fortrukne belastningstype (Jeg anbefaler at man erhverver sig nogle stykker i forskellige vægtklasser. Jeg har f.eks. altid slaskelodder og dråbelodder i 8,10, 12, 15 og 20 gram med på fisketur. Dette skyldes, at det kan være forskelligt hvor meget eller hvor lidt belastning der skal bruges for at dit rig bliver trukket med af strømmen og kun lige "bumper" hen over bunden.
  • 1m. forfangsline enten flourcarbon eller nylonline i passende tykkelse. 
Hovedlinen (altså linen fra stangen) bindes i den ene ende af trevejssvirvlen og forfangslinen bindes i den anden ende. I det midterste øje monteres belastningen. De slaskelodder jeg bruger, når jeg benytter mig af den type lodder, har en splitring i toppen og det er derfor rigtig nemt at montere det direkte i øjet.

Rig med pærelod
Rig med slaskelod

Ting du skal bruge til glide-rigget


  • 2 svirvler
  • Belastning
  • 1m. forfangsline enten flourcarbon eller nylonline i passende tykkelse. 
  • Gummiperle 
Hovedlinen føres igennem det eneøje på en af svirvlerne og gummiperlen føres efterfølgende på linen. Linen bindes nu i et af øjerne på den andensvirvel og forfangslinen bindes i det andet øje. Belastningen monteres nu på den svirvel der "hænger" på hovedlinen og rigget er færdigt.

Fordelen ved dette rig er at fisken i teorien ikke burde møde så meget modstand når den tager agnen idet vægten fra slaskeloddet er "elimineret" grundet glideeffekten. Det er dog værd at bemærke at det, specielt ved fiskeri med gliderigget, er endnu meget vigtigt at have god kontakt til agnen. 

[Rig til fiskeri med prop]

Fiskeri med orm og prop er helt sikkert det som jeg foretrækker når jeg "bader orm". Mine argumenter for dette er bandt andet, at jeg synes det er langt nemmere at følge med i hvorledes dit rig fisker. Altså - proppens afsløring af riggets placering og gang i vandet betyder meget for mig. Jeg føler mig langt mere sikker i mit fiskeri når jeg har lidt kontrol/viden over hvad hulen der forgår ude i vandet. Og så er der også lidt nostalgi forbundet med propfiskeri 

Rigget som jeg jeg benytter er faktisk præcis det samme som når jeg fisker uden prop. Den indlysende forskel er dog selvfølgelig - proppen. Proppen placeres på hovedlinen - altså over 3-vejssvirvlen i den højde som man nu ønsker. Afstanden mellem prop og lod/krog er selvfølgelig afgørende for hvor dybt man fisker. 


[Fisketeknik]

Fisketeknikken, både for spinflue og ormefiskeri uden prop, er faktisk slet ikke så kedelig og stationært som nogen fristes til at tro. Ser man i forhold til traditionel spinnefiskeri efter laks og havørred så er det tit meget nemt at falde i "maskinfiskeri-fælden".

Der kastes i en vinkel af ca. 45 grader opstrøms til modsatte bred og man lader rigget synke helt ned til bunden.

I takt med, at strømmen "bærer" rigget med sig og får loddet til at "bumpe" hen over bunden - så holdes der god kontakt til rigget.

Når dit rig passerer dig ovre på modsatte bred så lader man agnen "slå et sving" med stram line og agnen er nu nedstrøms dig selv og på vej ind mod din egen brink.

Der ventes nu lidt så rigget igen får lagt sig på bunden og man venter et halv minuts tid før man spinner langsomt ind. 

Når rigget er helt inde ved dig tager du det op og gentager processen.



Idéen er så, at man fisker hen forbi standpladser/høl på en måde så fluen eller ormen passerer standpladsen ved bunden.

Relativt enkelt men efter som man får teknikken ind under huden så kan man starte på at finjustere/finpudse teknikken og begynde at eksperimentere med hvordan man på den bedste måde får præsenteret sit agn.

Men der er som nævnt i starten af artiklen vigtigt, at rigget afstemmes iforhold til  fiskevandet. Loddet skal, som tidlige nævnt, have den rigtige vægt så den er tung nok til at nå bunden men samtidig let nok til at kunne blive ført med strømmen og "bumpe" hen over bunden.

Brug en korrekt krog. Det er meget vigtigt, at man overholder det pågældende fiskevands regler for brugen af kroge. I mit fiskevand må man overordnet set kun benytte sig af en cirkelkrog uden modhager hvis man fisker med orm så det er selvsagt det som er mit råd til fiskeri efter laks og havørred i Varde Å.

[Fluevalg]

Valg af flue er nærmest en videnskab i sig selv - hvis man ønsker at gøre det til det. I min verden er det dog "nok" at min flue overholder nogle enkle kriterier. Morten Rømer Holm fra min forening, Grindsted Sportsfiskerforening, har skrevet en glimrende artikel om laksefluer og følger man den så er man rigtig godt på vej.

Artiklen kan læses her Laksefluer der dur - GSFF

Min personlige præference er klart rørfluer i orange/gule varianter. Krogene jeg bruger vil typisk være kvalitets rørflue-trekroge som f.eks. Owner STN-46 rørflue trekrog m. cuttingpoint.

[Krog til ormefiskeri]

Som nævnt skal man overholde fiskevandets krog-restriktioner. Den krog jeg primært benytter mig af er OWNER´s MUTU Light circlekrog hvor modhagen bliver nappet af. Jeg er sikker på, at de andre kvalitetsmærker ligeledes har tilsvarende kroge som egner sig glimrende til formålet.

[Krogning af orm]

Hvis du ønsker at dine orm skal blive siddende længst mulig og samtidig være så uimodståelige som muligt så anbefaler jeg at man agner ormene på samme måde som vist på billedet. Det kan være svært præcis at se på billedet hvorledes ormen er kroget men grundlæggende så handler det i at sin enkelthed om, at man kun fører krogen igennem "mavebæltet" på ormen så begge ender af ormen hænger og slasker. Krogen fyldes derefter med orm kroget på samme måde så man ender ud med en hel klase af orm.

Nogle lystfiskere, sikkert primært de lidt ældre, binder altid et stykke rødt uldgarn ovenover klasen af orm. Teorien er, at det røde garn skal fungere som provokation og hugpunkt. Hvad der fungere bedst, med eller uden garn, skal jeg lade være usagt idet jeg ikke selv benytter mig af fidusen.


[Krogning af flue/rørflue]

Der er selvfølgelig en radikal forskel på hvorledes en traditionel flue monteres kontra en rørflue. En almindelig flue, om det værende sig en flue på enkeltkrog eller dobbeltkrog, så er det min holdning at man bør benytte sig af "Rapala-knuden". Første gang jeg stiftede bekendtskab med knuden var da "Havørredens Hemmeligheder" i sin tid udkom. Den revolutionerede virkelig mit syn på hvor effektiv fluer kan være - og hvor livlige man kan få dem til at se ud. Knuden kan ses her.

Hvad angår montering af rørfluer så er fremgangsmåden ganske simpel. linen trækkes igennem rørfluen og trekrogen bindes for enden af linen. Hvis rørfluen er udstyret med en "gummimanchet" i enden så trækkes der i linen så trekrogen "sætter sig fast" i manchetten. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar