Det er ikke kun store sømkasser og blankfisk fra åen som jeg nyder at fiske efter. Jeg elsker også at medefiske. Der er noget helt specielt afslappende ved at kaste et flåd ud og spændt vente på at det begynder at røre på sig for til sidst at blive trukket med under. Det er typisk skaller jeg fisker efter men vinterfiskeriet efter disse kan faktisk godt være lidt besværligt. Min teori er, at skallerne finder sammen enkelte steder i søen hvilket selvfølgelig gør det lidt sværre at finde dem. Det kombineret med, at skallernes stofskifter er meget lavere om vinteren gør, at bide/ædelysten ikke når samme højder som om sommeren.
Igår lykkedes det mig, efter flere nulture efter skaller, at finde frem til hvor de gemte sig. Og hvis de har haft nedsat stofskifte så mærkede jeg ihvertilfald ikke noget til det igår trods kulden.
Nærmest med det samme mit penneflåd var kastet ud gik det under og en lille aborre kom på land og selvfølgelig sat ud igen. Derefter fulgte en blanding af både små og store skaller så iløbet af en times tid var der er halv fyldt pose med agnfisk og jeg valgte at stoppe.
Dagens oplevelse bestod helt klart i at jeg så en stor trykbølge langs kanten og skræmte skaller der flygtede og sprang i overfladen - der er godt nok liv i kanalen i denne tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar