søndag den 4. september 2016

Regn og nultur

Det er sjældent at jeg tager fra søen uden så meget som et enkelt lille hug men idag måtte jeg erkende, at fiskene var langt klogere end mig. En let regn, 14-15 grader og svag vind var ellers som udgangspunkt gaske gunstige forhold efter min mening - men gedderne var af en anden holdning. Hverken agnfisk, shads, woblere eller swinbaits kunne fremprovokere et hug. Eneste "tegn" på liv var en lidt større fisk der sprang ude i midten af søen.

Efter en nultur plejer jeg gerne at tænke lidt over hvad jeg kunne have gjort anderledes. Mulighederne var som altid mange. Skulle jeg have været taget i den anden ende af søen? Skulle jeg udelukkende have fisket med agn på bunden? Skulle jeg have brugt Dip? Spørgsmålene er mange og undskyldningerne mindst lige så mange men når alt kommer til alt så tror jeg det kun er sundt at opleve svært fiskeri engang imellem. Fiskeriet føles mere på fiskens principper når man engang imellem må tage hjem fra fisketuren som en slagen mand.

Det er absolut ikke nogen kliche i min verden at alle fisketure er en succes - nultur eller ej. Jeg nyder virkelig hvert øjeblik ved vandet... det kan manglende fisk ikke tage fra mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar