Sæsonens laks i hus

Efter Gud ved hvor mange nulture lykkedes det mig idag at lande sæsonens første laks... oplevelsen var lige så fed som jeg husker den.

Det har været hvad man nærmest kan betegne som en helvedesuge. Tøsen havde fået en slem infektion i foden og vi har derfor været nødsaget til at pendle imellem Esbjerg og Odense så der har ikke været tid til at fiske overhovedet. Idag var der så lige et par timer som kunne afses til et hurtigt laksesats inden turen gik tilbage til sygehuset. Jeg vidste godt, at den forgangne uges kraftige regnvejr muligvis ville kunne have en positiv effekt på fiskeriet men hånden på hjertet så troede jeg ikke rigtig på det og havde derfor ikke taget andet med end en stang, hjul, en Mepps Aglia med kobberblad i str. 4 og en priest. 

Der var en ganske hård vind fra en dum retning og da jeg havde ladet pol-brillerne ligge derhjemme så drillede solen også i det første sving jeg affiskede. Jeg sprang relativ hurtig videre til det næste sving (lige nedenfor bænken) da forholdene var lidt bedre der. De mest oplagte standpladser blev prøvet af først og efter ca. 10 kast bukkede stangen helt sammen og stod bumstille i et par sekunder hvorefter laksen nærmest eksploderede i et flugtforsøg og søgte langt opstøms. Jeg har erfaret fra den sidste fisk jeg mistede på dette stykke, at jeg var nød til at stille bremsen relativt stramt for at styre den og eftersom jeg var gået et par klasser op i linetykkelse var jeg ikke så ræd for at linen skulle knække. På trods af at bremsen var relativ stram så forsvandt linen hurtigt fra spolen og jeg måtte presse den ekstra meget for at få den til at komme nedstrøms. Jeg fik fundet et fint sted at håndlande fisken men hver gang jeg forsøgte at få fat om haleroden forsvandt den bare ned på bunden. Efter noget tov trækkeri lykkedes det til sidst at få fat om haleroden og få landet laksen - en smuk hanlaks på 86 cm. og med en vægt på 5.9 kg,

Der kan være langt imellem huggene når man fisker laks (ihvertilfald for mig) men alle nulturene betyder intet når laksens voldsomme hug falder. Det er en meget intens oplevelse som er svær at sammenligne med noget andet jeg har prøvet. Sæsonens mål er nået og nu behøver jeg ikke være så voldsom fokuseret på at jeg nå at fange en laks inden åen lukker ned for i år. Nu kan jeg fokusere lidt mere på aborre og gedde-fiskeriet som jeg også har fået en forkærlighed til... men lur mig om ikke jeg får sneget en enkelt eller 2 lakseture ind i programmet alligevel. Det er trods alt den fisk som har den største plads i mit lystfiskerhjerte.