søndag den 28. juni 2015

Elektronisk bidmelder

Elektronisk Bidmelder fra eBay
Nætterne på arbejdet kan til tider godt være rigtig lange og en af mine foretrukne gøremål for at slå tiden ihjel er at kikke eBay igennem efter billigt fiskegrej. Der er så uendeligt meget og langt størstedelen er da også noget billigt kineser-skrammel. Det skal siges, at jeg ikke køber endegrej udover softbaits på eBay idet jeg har en eller anden fordom imod ukurant endegrej. Hvorfor jeg lige har sat mig for hovedet at det ikke dur skal jeg ikke kunne svare på men sådan er det nu engang.

Ingen regler uden undtagelser. Jeg køber dog ofte mit "fisketilbehør" over eBay idet det simpelthen er så billigt. Fisker jeg f.eks. i Put and Take sammen med familien så vil det altid være billige kinesiske trekroge og enkeltkroge jeg benytter. Dette skyldes, at ørreden typisk sluger krogen fuldstændig så det er meget nemmere bare at klippe snørren og montere en ny krog. Krogen ryger alligevel bare i skraldespanden når jeg renser fisken alligevel. Fisker jeg derimod i åen så kunne jeg aldrig finde på at benytte andre kroge end kvalitetskroge såsom Owner, Gamakatsu og Kamasan.

Blandt varene jeg bestiller på eBay er blandt andet også grejæsker, pin-on-reels, softbaits, banksticks og, som titlen antyder, elektroniske bidmeldere. Altså kort sagt - alt grej hvor jeg sagtens kan gå på kompromis med kvaliteten.

fredag den 26. juni 2015

"The one that got away"

Idag skulle blive dagen hvor jeg mistede min første laks - og det endda en stor en af slagsen. Jeg var taget på en fredagsaften-tur til Hodde SØ for at afprøve nogle af de tips jeg var blevet fortalt af en af foreningens andre medlemmer weekenden forinden. Jeg havde fået fingrene i nogle nye kondomspinnere fra Revolution Spinners kaldet Exocet. Jeg havde en enkelt 2 farvet i 15 gram som jeg startede ud med. Efter ca. 30 min faldt hugget i det første sving jeg havde affisket. Hugget faldt efter alt at dømme næsten midt i svinget og laksen tog nogle voldsomme ture både opstrøms og nedstrøms. Efter ca. 10 minutters hård fight hor fisken overhovedet ikke viste tegn på træthed måtte min 0.12mm Fireline opgive og den sprang under det voldsomme pres. Utrolig bittert men sådan er det nu engang. De andre lystfiskere på strækket skyndte sig op i nærheden af det sving jeg havde fået hugget i og de stod nærmest på nakken af mig imens de fiskede.

Efterfølgende havde jeg lidt koncentrationsproblemer og jeg valgte at bruge den sidste tid jeg havde til rådighed til at køre ud til Y-stykket for at kikke lidt nærmere på fiskemulighederne. Stykket får mange rosende ord men jeg må indrømme, at det ikke lige har fanget min interesse endnu men det kommer nok.

Jeg nåede selvfølgelig ikke andet end lige hjem før jeg satte mig til computeren og bestilte 4 stk. af den nye Exocet spinner i 15 gram. - allesammen 2 farvet. I samme ombæring benyttede jeg lejligheden til at bestille et glas sort samt et glas hvid Powerbait.

Milo Bombarda og kunstagn

Efter min sidste søndagshygge-tur til Filskov Put and Take har jeg fået øjnene op for hvor spændende Bombarda-fiskeri med kunstagn egentlig er. Førhen har jeg haft en eller anden fordom overfor den type fiskeri og jeg var af den holdning, at fiskeri med Bombarda og jig, Powerbait og Gulp ikke var for rigtige lystfiskere. Det kunne da umuligt være sjovt eller udfordrende at fiske på den måde... der tog jeg godt nok fejl.

Der findes et hav af produkter som man kan eksperimentere med og man oplever mange flere hug end ved almindelig fiskeri med spinner og blink.

For at have noget ekstra guf at eksperimentere med har jeg bestilt nogle Trigger X produkter i form af Blood Worms, Honey Worms og madiker. Alle 3 produkter skal fiskes på en lille enkeltkrog og med et ca. 2 1/2 meter flourcarbon forfang. Jeg manglede også en gul Powerbait og var blevet anbefalet, i en video på youtube, at anskaffe den med cheese flavour. Det var kun Quantum Magic Trout som lavede den så det skal blive spændende at prøve et andet mærke end Berkley.

Det var faktisk ikke det eneste produkt fra Quantum som jeg bestilte. Jeg havde set en anden video omhandlende bundmede og i den video benyttede han en såkaldt Buttom Detector. Den skulle eftersigende fungere som et lod der stiller sig lodret på bunden og på den måde skulle gennemløbseffekten blive væsentlig forbedret. Der blev straks bestilt 2 styks på 12 gram.

Milo anses for værende det ypperste inden for Bombarda-flåd. Egentlig har jeg været tilfreds nok med de forskellige slags flåd men jeg var simpelthen bare nød til at prøve dem af for at se om de vitterlig er så gode som mange går og siger. De findes selvfølgelig i flere forskellige udgaver men jeg valgte den der hed Semi-synk 1 - 10 cm. 15 gram da jeg mener, at det er den der passede bedst til mine behov.
Herudover købte jeg også en Bombarda-tråder. Nogen synes måske, at det er et unødvendigt stykke værktøj men jeg må indrømme, at jeg synes det er super træls at tråde et flåd med en våd fletline.

onsdag den 24. juni 2015

Kroge og lidt endegrej

Kamasan B983 Wide Gape Specialist #8.
Var blevet anbefalet nogle Kamasan kroge til at bruge til mine Mice Tails så jeg bestilte 2 pakker i håbet om, at jeg også kunne bruge dem til det almindelige bombardarig. Derudover "faldt" jeg også over den berømte Snurrebassen som jeg, på baggrund af al den positive omtale den har fået, bare måtte eje. Jeg bestilte ligeledes en original FC Upstream spinner men det skulle senere på dagen vise sig, at ejeren af Sportshuset beklageligvis måtte meddele mig, at han ikke havde den på lager alligevel. Istedet blev vi enige om at bytte den ud med en tilsvarende model fra Revolution - som jeg iøvrigt også fornyelig fik erhvervet mig 2 forskellige modeller af. En Devon og en Kondom model, Revolutions modeller skulle eftersigende være af en højere kvalitet end de andre lignende spinnere.

mandag den 22. juni 2015

Barnepige = Fisketur

Jeg havde lovet kæresten være barnepige idag imens hun var ude og skyde så jeg var ikke længe om at foreslå tøsen en tur til Filskov Put and Take med dertilhørende is og middagsmad. Det ville hun selvfølgelig rigtig gerne. Jeg havde pakket 3 stænger. Hendes egen Kinetic stang rigget til med vores traditionelle bundrig, en 11" Savage Gear Bombarda stang samt en 6" Savage Gear UL-stang. Jeg startede med at smide tøsens stang i vandet og næsten inden jeg fik kastet mit eget bombardarig i vandet begyndte hendes prop at flytte på sig. Kort efter kunne hun stolt vise en regnbue frem på "hele" 850gram.

Imens den ene stang passede sig selv på bunden havde jeg muligheden for at koncentrere mig lidt mere om mit aktive bombarda/Powerbait fiskeri hvilket jeg faktisk aldrig rigtig har givet en chance. Nu er jeg efterhånden ved at have samlet mig nok baggrundsviden sammen til at jeg kan fiske de forskellige typer agn ordentlig og jeg må indrømme, at det rent faktisk er ganske morsomt. På trods af at jeg ikke selv fik nogle fisk på land så oplevede jeg alligevel en del hug.
Jeg er desværre ikke helt inde i måden hvorpå tilslaget skal falde hvilket resulterede i at jeg mistede alle fiskene. Der er tydeligvis forskel på tiltaget når der fiskes med aktiv bombarda og når der fiskes med f.eks. Mice Tails. Ved det aktive bombarda fiskeri skal jeg, lidt ligesom ved bundmede, lade fisken få løsline så den kan rende med agnen hvorimod det tyder på, at ved fiskeri med gummidyr så skal tilslaget være noget mere kontant. Det er ihvertilfald teorien som skal prøves af næste gang turen går til en Put and Take sø.

søndag den 21. juni 2015

Springende laks ved Hodde SØ

Jeg havde været så snu at give tøserne nogle penge til snoller og sørge for en ny film således jeg med go´ samvittighed kunne snige mig ned til åen. Jeg havde endnu engang bestemt mig for, at jeg ville prøve nogle pladser som jeg ikke tidligere havde prøvet. Midt imellem Hodde Bro og Hesseldals Bro ligger der en lille perle kaldet Hodde SØ. Stykket er fyldt med snævre sving, indsnævninger, undergravede breder og pools. Stykket er ligeledes relativ let fremkommeligt så der er ingen tvivl om at dette stykke vil blive besøgt rigtig meget fremover. Som det tit er når man fisker et nyt stræk så fisker man tit i blinde og man kan risikere, at bruge en masse tid på fiskeløse stræk. Men senere på aftenen skulle det vise sig, at det er værd at bruge en masse tid på hele dette stykke.

Jeg havde ca. 2½time at fiske i og spinnestangen var blevet rigget op med en #5 Savage Gear Rotex spinner i Dirty Silver. Ikke en spinner jeg havde prøvet før i forbindelse med laksefiskeri men nu skulle den prøves. Jeg synes egentlig ikke den kastede så voldsomt godt som jeg havde regnet med men alt i alt fungerede den som forventet - desværre måtte den "lade livet" til et bundhug. En ny spinner i form af en ABU Fast Attack i kobber med sorte prikker og med en vægt på 10 gram blev monteret og fiskeriet forsatte. I det sidste sving som jeg nåede at fiske denne aften huggede en lille aborre som knap og nap kunne gabe over spinneren.

På vejen tilbage til bilen stødte jeg ind i en anden lystfisker der ligesom mig selv var medlem af GSFF. Jeg fortalte ham at jeg var ny iforhold til dette stykke og han var rigtig flink til at fortælle mig hvor jeg skulle koncentrere mit fiskeri henne. Bedst som vi stod og snakkede om standpladser sprang en 60+ laks lige foran snuden på os - lige i det sving jeg 1 time tidligere havde fisket grundig igennem. Denne oplevelse kombineret med de oplysninger jeg fik af den anden lystfisker er helt sikkert medvirkende til, at de næste par ture med sikkerhed går hertil. Derudover havde han også varme anbefalinger om det såkaldte "Y-stykke" - der hvor Grindsted Å og Ansager Å munder ud i Gl. Varde Å. Jeg fik nogle stedanvisninger og det er da helt sikkert også en plads jeg vil prøve i den nærmeste fremtid.

En informativ aften veloverstået - ingen laks men værdifuld information.

torsdag den 18. juni 2015

UL-spinnere, kroge og andet spændende

GULP! Angleworm
Efter købet af Savagear Parabellum UL stangen har jeg været "nødsaget" til at supplere spinneræsken med nogle lettere versioner af mine favorit spinnere. Det betød derfor, at posten idag havde en 4 grams Savagegear Rotex i Dirty Silver-spinner med til mig samt et 6 grams eksemplar af en af mine 2 ynglingspinnere - Savagear Caviar.

For at prøve lidt alternativt lakse/havørredfiskeri havde jeg også investeret i nogle GULP! Angleworms i naturlig farve samt nogle 3-vejssvivler. Idéen er, at lave et rig med et lod i bunden og en tjavs line i midten med en baitkrog agnet med GULP! Angleworms. Om det virker aner jeg ikke... men sjovt bliver det da. Rigget skal iøvrigt fiskes fra en bombardastang samt belastes tilpas lidt således loddet slæber hen over bunden (det er ihvertilfald tanken).

Det blev også til nogle Mustad Slow Death softbait kroge samt nogle Owner mikroenkeltkroge til Powerbait fiskeri.

Jeg er iøvrig super træt af at få splittet mine negle og finge ad når jeg skal forsøge at montere en splitring eller lignende. Derfor investerede jeg i en Rapala Splitringstang således jeg nemt og bekvemt kan "åbne" splitringene.

søndag den 14. juni 2015

Aftentur til Hodde

Svinget ved skoven
Søndagen havde stået på barnedåb sammen med familien så der var ingen bedre måde at slutte dagens program af med end at tage en tur til åen. Det havde blæst godt hele dagen så jeg forventede faktisk, at der ikke ville være ret mange ved åen - hvilket også viste sig at være tilfældet. Jeg havde allerede på forhånd bestemt mig for, at jeg ville udforske skovstykket (som jeg stiftede bekendtskab med for første gang  sidste fisketur). Derfor fiskede jeg meget hurtigt de kendte sving af således jeg havde god tid til at prøve det nye stykke. Det skulle vise sig, at være hårdt arbejde idet terrænet var meget svært fremkommeligt. Ligeledes bød stykket ikke på ret mange pladser med mulighed for at fiske så konklusionen af i dag må være, at det ikke er besværet værd at bevæge sig længere nedstrøms end skoven.
Ingen fisk men en konklusion rigere... så lidt blev det da trods alt til.

torsdag den 11. juni 2015

Put and Take grej

Jeg fik idag bestilt lidt Put and Take grej hjem til sommerens familieture. Normalt fisker vi bare med et traditionelt bundrig med pærelod monteret som glidelod. Men for at prøve lidt nyt til sommerens kræsne ørreder har jeg tjekket lidt op på internettet om hvad der skulle virke i de varme måneder.

Små jigs fisket efter et bombarda har i lang tid  været yderst populære men Berkley har viderudviklet den traditionelle jig og det er der kommet et nyt produkt ud af - Mice Tails. Mice Tails skulle eftersigende have en meget livligere gang i vandet og kombinere man dem med nogle Salmon Eggs ligeledes fra Berkley så skulle man have en dødbringende cocktail.

Det blev også til en rulle flourcarbon fra Greys samt nogle størrelse 16 VMC trekroge til tøsernes bundrigs. Benyttede ligeledes lejligheden til at få 300 meter Sufix XL 0.20 mm. nylonline hjem så der kan komme noget ordentlig line på tøsens hjul.

tirsdag den 9. juni 2015

Vand i støvlerne

Kæresten synes jeg havde gjort mig fortjent til en aften-fisketur så aftensmaden blev hurtig konsumeret og inden klokken havde rundet 18 var jeg ved Hodde. Vejret var helt fantastisk og der var masser af skaller som nappede de nyudklækkede insekter på vandoverfladen.
Alle de kendte sving blev affisket relativt hurtigt så der ville være tid til at udforske et nyt stræk længere nedstrøms end jeg før havde været. Der gemmer sig en perlerække af lækre sving og i det sidste sving ved skoven fik jeg sæsonens første hug. Jeg kunne til at starte med ikke rigtig bedømme hvor stor en fisk der havde hugget så da jeg så en fisk på ca. 70 cm. bryde overfladen tænkte jeg først, at jeg havde fanget en lille laks. "Desværre" kunne jeg hurtig konstatere, at det ikke var en laks idet geddens karakteristiske ondskabsfulde gab kom til syne. En lidt ambivalent følelse idet jeg havde håbet på en laks men fik en PR-gedde omkring de 3,5 kilo. Ikke just en prangende PR men et eller andet sted skal man jo starte. Fangsten kostede iøvrigt også en tur i baljen idet jeg ikke kun afkroge fisken fra breden. Det gav en del vand i støvlerne. Gedden blev iøvrigt fanget på en størrelse 4 Savage Gear Caviar spinner i gul og orange samt sølvblad.
På tilbagevejen mødte jeg henholdsvis en fluefisker på samme side som mig selv samt en spinnefisker som gik på modsatte bred. Spinnefiskeren kunne berette om et hug af en fisk som han skød til at være 90+. Desværre mistede han den efter et par heftige ture både op og nedstrøms.
En ellers fantastisk fisketur med våde strømper, fast fisk og hyggesnak med medfiskere. Meget mere kan man ikke bede om.

fredag den 5. juni 2015

Familietur til Filskov Put and Take

Filskov Put and Take - klart familiens favorit ørredsø.
Grundlovsdag stod i fiskeriets tegn. Vi havde inviteret svigerforældrerne med til Filskov Put and Take til en 3 timers session med tilhørende grillmad og drikkevarer.
Søen er næsten altid villig til at smide en fisk af sig og det skete da heldigvis også denne gang. Vi havde 2 stænger rigget til med grøn Powerbait og bundrig samt en med orm. Imens grillen blev gjort klar satte jeg en Savage Gear Caviar spinner på en ekstra 7" spinnestang som jeg havde taget med. Den viste sig at være ganske effektiv idet jeg havde fast fisk 2 gange på relativ kort tid. Desværre hoppe de begge 2 af lige inden de kom i nettet. Lidt efter var der hug på tøsens stang og kort tid efter kunne hun stolt vise sin nyfangede ørred frem. Svigerfars orm kunne også. Han præsterede at fange en ål som vagte stor interesse for de øvrige fiskere. Efter den var kommet på land skiftede han ormen ud med Powerbait og det gav ham en fin lille ørred til røgeovnen.
Alt i alt en super hyggelig tur.

UL-snøre og Powerbait-æske

Det er åbenbart ikke så nemt som man skulle tro at finde fletning under 0,10. Den oprindelige plan var, at anskaffe noget 0,06 eller 0,08 Stren Microfuse eller Sufix 832 men det var ikke nogen lagervare hos de forretninger jeg normalt handler hos. Jeg fandt dog tilsidst noget Fireline i 0.08 hvilket forhåbentlig er tynd nok til mit UL-setup.
Ydermere bestilte jeg også en Plano æske som er dyb nok til at man kan have Powerbait glas i den. Det er nu engang en del nemmere at have alt Put and Take grej samlet et sted.

onsdag den 3. juni 2015

Test af Okuma Trio

Jeg fik idag testet mit nye Okuma Trio High Speed S30 ved opstrømsspin på Hodde-stykket og lad mig bare slå fast fra start - det virkede bare. Det var en ren fornøjelse at spinne agnen ind med den høje udveksling. Umiddelbart har hjulet også et rigtig godt lineoplæg og hjulet er velafbalanceret iforhold til stangen. Forhåbentlig varer det gode indtryk ved men det skal selvfølgelig bruges en del mere før jeg endegyldig kan sige om det er godt eller skidt.

Jeg kørte iøvrigt til en ny plads idag til at starte på men da der allerede holdet 2 biler på pladsen så valgte jeg at køre en tand videre - ud til Hodde Bro. Den nye plads hedder Hodde Sø og virker, ligesom Holde Bro-stykket, til at være spændende og velbesøgt. Jeg skal helt sikkert besøge denne plads igen næste gang muligheden byder sig.

UL-grej til sommerens bækørreder

Idag kom GLS med min længe ventede UL-stang - Savagear Parabellum 6,3" 0-5gram. En fantastisk stang som jeg tidligere have haft fornøjelsen af at stå med i Go Fishing i Odense for noget tid siden. Allerede dengang vidste jeg, at jeg ville komme til at eje sådan en engang. Med til stangen fulgte et Okuma Safina Noir-hjul som var afstemt i størrelsen. Ved første øjekast virker hjulet lidt billigt men det er svært at afgøre om det er godt eller skidt før det er blevet afprøvet.  Men der skal absolut ikke herske nogen tvivl om, at jeg glæder mig helt sindsyg meget til at prøve sættet af med nogle af mine nye størrelse 1 DAM-spinnere.

Weekendsture

Weekenden gav mulighed for henholdsvis en tur til Hodde Bro samt Hessel Bro. Det havde været et par blæsende dage og der kom til tider også en del regn så det var lidt en udfordring vejrmæssgt. Turene gav anledning til at prøve bla. Savagear's bud på en kondomspinner - Flying Eel. Umiddelbart, som langt det mest fra Savagear, så fungerer det bare, men må erkende at jeg og med denne version døjer med at enten krogen fanger hovedlinen eller blinklåsen sætter sig. Det må åbenbart bare være denne type spinner svaghed - men den går sgu godt opstrøms. Desværre blev det ikke til nogen kontakt denne weekend men dejligt med et gensyn med Hodde-stykket som fik en til at mindes sidste sæsons smukke fangster.