
I torsdags var det præmieredag i de vestvendte åer - og det betød selvfølgelig også for alvor startskudet for mit eget fiskeri. Tiden har desværre været meget begrænset de sidste par måneder grundet fodbold og hjemmelige sysler men kan godt mærke, at nu hvor åerne er åbnet så kan man kun tænke på én ting - fiskeri. I går kom der så heldigvis et hul i skemaet idet tøsen skulle til børnefødselsdag og kæresten skulle ud og hjælpe til med at lave en ny ridebane. Det gav lige plads til 3 timers fiskeri og destinationen blev Hesseldals Bro... ligesom ca. 10 andre. På vejen derud kørte vi forbi et par af foreningens parkeringspladser på den zone som jeg skulle fiske i idag, zone 2. Ganske som jeg havde forventet så var der biler på alle parkeringspladserne så jeg var selvsagt lidt spændt på hvor mange fiskere der ville være ude ved Hesseldals Bro - som er et velbesøgt sted. Der var ca. 6-7 biler på foreningens parkeringsplads og der var lystfiskere nærmest så langt øjet rækkede - opstrøms broen. Det var egentlig lidt overraskende idet jeg altid har troet, at det var stykker nedstrøms broen der var det mest interessante - men at dømme ud fra de lystfiskere der var på zonen så var det tydeligt, at det faktisk er opstrøms broen der fiskes. Det er hermed noteret. Jeg riggede min stang med en ABU Salmo Seeker med kobberblad i 22 gram og gik ned forbi det første sving nedstrøms broen og startede mit fiskeri.


Efter at have fisket de næste par sving godt af, både opstrøms og nedstrøms, tog jeg mig en lille pause på en bænk og nød, at sæsonen nu endelig var igang. De 3 timer gik desværre alt for hurtigt og da klokken var ved at være 15.45 måtte jeg begynde at bevæge mig tilbage mod parkeringspladsen. Overraskende nok så var der ikke en eneste lystfisker at se længere og heller ikke nogen biler på parkeringspladsen... på vejen hjem vidste det sig, at mange af lystfiskerne tilsyneladende havde skiftet plads idet parkeringspladsen en halv kilometer længere opstrøms var blevet fyldt med biler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar