søndag den 8. september 2024

Havørred fra "Marianne"

Efter en en lang periode på over 14 dage hvor den høje vandstanden har umuliggjort ordentlig fiskeri har jeg de sidste par dage haft mulighed for et par timers fiskeri om aftenen. På 3. dagen var der gevinst i "180´eren" hos "Marianne". En fin super godt kroget havørred blev hurtig nettet, fotograferet og genudsat.


 

tirsdag den 13. august 2024

"Marianne" leverede aktion igen

Mandag aften d. 12 august havde jeg nok engang indfundet mig hos "Marianne". Et par aftener i forvejen havde der været meget liv i åen og dette skulle vise sig at være tilfældet igen. Allerede efter 2. kast huggede laksen. Desværre vandt den fighten og jeg søgte lidt længere opstrøms. Endnu engang fik jeg hug - denne gang dog fra noget langt mindre - denne vandt også. Tid til udskiftning af krog. 10 minutter senere var det mig som stod på sejrsskamlen da jeg kunne nette endnu en flot Varde Å laks. Fanget ca. kl. 20.30 d. 12 august 2024 på KarlK sort/gul 17 gr med hammerslået kobberblad.


 

fredag den 9. august 2024

Vild aften-tur til zone 2

 Torsdag aften d. 8 august var en af de dage hvor åen sydede af fisk. Desværre måtte jeg tage afsted med et ret dårligt (fandt jeg ud af) reservehjul hvilket kostede en fin laks sidst på aftenen grundet elendig bremse. Men hvorom alting er så blev der nettet en lille gedde som huggede på 3 kast lige efter hinanden. Lidt længere opstrøms nettede jeg en flot havørred. En halv times tid senere sprang en laks fri fra vandet lige ud foran mig. Selvfølgelig fiskede jeg "på" den og efter ca. 5 kast huggede den. Efter nogle spring fri fra vandet mistede spinneres taget i laksens mund (bremsesystemet var elendigt på mit reservehjul så jeg kunne ikke - på samme måde som normalt - justerer bremsen tilfredsstillende under fight. !0 min efter så jeg endnu en fisk springe et stykke længere opstrøms. Denne blev der dog ikke kontakt til.